VELKOMMEN TIL EVENTYRDALEN

Langt ude i fremtiden, og så alligevel så tæt på, levede der en kejser. Kejserens by var den prægtigste i verden, ganske og aldeles af stål, glas og guld. Den strakte sig så langt, at selv han ikke vidste hvor den endte. I bunden af byen nåede lyset aldrig helt ned og dér kunne man høre en lille brun sanger med den smukkeste stemme.

De fattige i byen kom tit og lyttede til den pjuskede sangerinde med den skønne stemme. Alle der kom forbi optog hendes optræden og nyheden kom verden rundt. Til sidst endte den hos kejseren. “Er der sådan en sangerinde i min by? Hende må jeg finde!” Og så kaldte han på sin tjener som fik til opgave at bringe nattergalen til kejserens palads.

En fattig pige fra paladset vidste hvor nattergalen sang og hun førte tjeneren ned i de dybeste lag af den uendelige by. På en plads med skrald og støv stod nattergalen og sang så smukt. tjeneren kunne ikke forstå at noget så pjusket og beskidt kunne skabe noget så skønt.
“Du skal synge for vores leder” beordrede han og Nattergalen fulgte med for den havde aldrig sunget for en kejser før.

På paladset var der pyntet op som aldrig før. Store sejl hang som gardiner bag de folkemængder der var samlet for at hylde kejseren og hans Nattergal. På et guldpodie stod den lille sangerinde og sang så smukt at tårer trillede ned af kejserens kind. Fra den dag måtte hun kun optræde i kejserens palads og selvom hun havde den fineste kjole og den største seng, følte hun sig tom og ensom.

En dag kom der en pakke til kejseren, med beskrivelsen “Nattergal” udenpå.
Han tænkte at det måtte være endnu en hyldest til hans berømte sanger, men da han fjernede låget skinnede en gylden robot fra kassens mørke. Et stykke kunst fremskabt af de dygtigste forskere og ingeniører i det store rige, besat med guld og ædelsten og den nyeste AI så den kunne optræde præcis som en nattergal.

“De skal synge duet” sagde kejseren, men robotten sang faste takter og den ægte nattergal sang fra hjertet. Robotten kunne man regne med, men den ægte kom ud af takt og til sidst ville folket kun høre den kunstige. Da så Nattergalen sit snit til at forsvinde tilbage til byens mørke og publikum var så forblændede af den gyldne sanger at de ikke lagde mærke til det.

Nattergalen var nu forvist fra hoffet og robotten havde fået sin faste plads ved kejserens side. Den gyldne robot spillede hver dag og hver nat til hoffets store fornøjelse, men en nat gik det galt. Et højt “klik” lød og robotten begyndte derfra langsomt at gå i stykker. Først et par ridser, så et tandhjul og til sidst kunne den ikke engang synge en enkelt melodi.

5 år gik og kejseren blev dødeligt syg. Døden kravlede på hans seng og fortalte ham om alle de gode og dårlige ting han havde gjort med sin tid.
Det var øredøvende og kejseren var ved at blive sindssyg. “Musik, musik” skreg kejseren, men robotten var i stykker og døden kiggede nu med sine tomme øjenhuller og alting var så forfærdeligt stille.

Da lød med det samme, ved vinduet, den dejligste sang. Det var Nattergalen der havde hørt at kejseren var syg og som var kommet for at synge sin sang for ham. For hver tone kom livet og blodet tilbage og sangen fyldte rummet med lys.
Den sang en sang om den stille kirkegård hvor de hvide roser gror og selv døden blev så rørt at den forsvandt ud af vinduet som en lys tåge.

Solen skinnede ind og kejseren var nu fuldstændig rask. “Jeg skal ødelægge den robot” sagde han til Nattergalen, men sangeren stoppede ham og sagde: “Gør det ikke, den har gjort det så godt den kunne. Jeg kan ikke altid være her, men jeg skal komme tilbage og synge for dig så ofte jeg kan”. Og så forsvandt hun ad af vinduet igen og tjenerne åbnede døren til kejserens kammer. Der stod han, rask og frisk og sagde “godmorgen”.